Forebyggelsespakken gav os lyst til at lære mere om arbejdsmiljø

Pakken: Tunge løft

Berggreen VVS A/S fra Brønshøj er medlem af TEKNIQ – Installatørernes organisation. Og det var en e-mail om forebyggelsespakker fra dem og en anbefaling fra Arbejdstilsynets tilsynsførende, der foranledigede, at virksomheden søgte en forebyggelsespakke om tunge løft.

- Pakken virkede meget attraktiv for os, da vi får penge til at leje nye tekniske hjælpemidler og lære at bruge dem. Vi var klar over, at der er meget tunge løft i vores arbejde. Vi bærer f.eks. toiletter, tunge radiatorer, kedler og fjernvarmeanlæg, siger Joan Berggreen, som er arbejdsmiljøansvarlig i Berggreen VVS.

Virksomheden er nu fuld i gang med pakken. For at løse deres problemer med tunge løft afprøver virksomhedens svende sækkevogne og trappekravlere, som kan være med til at give medarbejderne en lettere arbejdsdag end før.

- Svendene er glade for de nye tekniske hjælpemidler og har lært at løfte anderledes. Vi har også opdaget, at en mand alene kan klare at løfte uden at slide sin krop ned, hvis man bruger et teknisk hjælpemiddel. Vi har tidligere brugt tre mænd til at løfte f.eks. fjernvarmeanlæg ned i kældre og nu kan en mand med en trappekravler klare det alene, siger Joan Berggreen.

Pakken har også givet virksomheden mere lyst til at lære mere om, hvordan de kan arbejde uden at slide deres krop og sind ned.

- Vi overvejer nu at søge en pakke om bedre planlægning, når vi er færdige med pakken om tunge løft. Vi forventer, at pakken vil give os muligheder for at undgå brandslukning, hvor tingene går galt, og situationen reddes meget hurtigt, og have en mindre stressfyldt hverdag, siger Joan Berggreen.

Du kan også læse om Berggreen VVS' oplevelse i artiklen "Hurtig assistance på trapperne" på Videncentrer for Arbejdsmiljøs hjemmeside >>

Infoboks

Opdateret:
18 OKT. 2012
Redigeret af:
Shoji Igi
Kontakt:
7221 7400